Hans og Oline

Hans og Oline

Om 'slægtsforum'

Dette forum har til formål at dele erindringer og fælles oplevelser med andre efterkommeren af Hans og Oline.

Hos Farmor i Himmelev

Laurits PeterPosted by Karen (1.4) Fri, October 01, 2010 11:31:06

Hos Farmor i Himmelev

Kirstens bidrag til ”Hans og Oline”

I dag, i 2010, er jeg 86 år gammel. Da jeg var 17, i 1941, under krigen, kom jeg på Vallekilde højskole i tre sommermåneder maj - juli. Dengang vidste jeg ikke, at Farmor havde været elev dér i 1888, i Triers tid.

Sommeren på Vallekilde blev den eneste sammenhængende afbrydelse af hendes tilværelse som husmor, og for hende som for mig blev det ophold en livslang inspiration. Ind imellem tænker jeg på, hvordan Olines lange rejse gik til Stege med hestevogn – til hendes mors kusiner, som var gift og boede dér. Det sætter vores rejser verden rundt i perspektiv.

Hjemme fra Vallekilde hørte Oline, at Hans Hansen fra Veddelev stod i begreb med at købe hendes morfars fødegård

På Himmelev mark. Han var ungkarl, havde mistet sin forlovede, en gårdejerdatter fra Veddelev. Oline tilbød at blive husbestyrerinde for ham. Han takkede ja, og de to holdt bryllup året efter på Olines 19-års fødselsdag den 13. april 1889. Oline havde fundet sit virkefelt – som gårdmandskone i Himmelev sogn og aktiv deltager i livet dér, og inden længe som mor til i alt fem børn og bedstemor til 22 børnebørn. Gården kom til at hedde Munksøgård.

Farmor og Farfar stod i spidsen for initiativet til at oprette Roskilde højskole i 1907. Det var dem, der skrev til Thomas Bredsdorff, at hvis HAN ville være forstander dér, ville man oprette en højskole. Ellers ville man bygge et forsamlingshus. Han sagde ja og ledede højskolen til sin alt for tidlige død i 1922. Den eneste dato i Fars dagbøger, der er indrammet med sort.

Farmor var med til at plante kvindeegen på højskolens jord i 1915, da kvinderne fik stemmeret.

I 1918 købte Hans og Oline grund og byggede hus på Sognevej og overdrog Munksøgård til farbror Hans.

Da jeg var lille, elskede jeg at komme til Himmelev. I tog med damptoget fra Valby til Roskilde. Der var spytbakker i ventesalen på stationen. Kupébinduerne duggede. Jeg tegnede K på dem med fingrene. Om vinteren måtte isen smeltes med en mønt. På wc-et i toget kunne man se gennem kummen ned på sporene, der susede forbi.Birgit, årgang 25, og jeg, årgang 24, blev gode til at gå turen fra Roskilde ud til det røde hus.

Der var godt at være hos Farmor og Farfar. Og der var plads til os alle sammen. Hjerterum og husrum – og MAD.

Altid hønsekødsuppe med kødboller og melboller og masser af grønsager. Og omvendte kopper med kold ris og rosiner. Og bagefter høns i peberrod med kartofler.

Far og onklerne legede med et krystalapparat omkring bordet i den daglige stue. Opfangede radiosignaler. Det må have været i 26, for allerede da fik vi i Valby en krystalradio ind i stuen – med tagrenden som antenne og kakkelovnen som jordforbindelse. Koncerter hjemme – og nyheder fra langt borte! Et vidunder!

Over sofaen i hverdagsstuen hang billeder af bønder i folkedragter. Inspiration for væggen i mit spisekøkken den dag i dag. I den fine stue bagved var møblerne betrukket med rødt. Derinde duftede der anderledes: af nerier på stativ.

I køkkenet havde Farmor et stort komfur med ringe. Bag køkkenet spisekammer et par trin op og kælder ned. Dér blev mælken sat til tykmælk med tykt flødeskind. Og til at skumme af Farmor med en stor, flad ske, som hun håndterede med ubegribelig behændighed.

Over døren til køkkenet i hverdagsstuen hang et stort ur rundt, med træramme. Det tikkede med dyb røst,stabilt,

Med føjelige betoninger, alt efter hvilken melodi, jeg havde i hovedet.

Ved siden af døren var et skab med tykke, indbundne årgange af Hjemmet og Familiejournalen. Vi børn elskede Knold og Tot og Gyldenspjæt og Rasmine. Siden Skipper Skræk.

Når Far og Mor var ude at rejse, kom jeg til Himmelev og Birgit til Ravnholm til Moster Misse. Jeg kunne godt lide at have Farmor for mig selv. Ovenpå fyldte hendes store væv et helt rum. Jeg fik en lille væv, og Farmor hjalp mig med at sætte garn op. Jeg vævede bøjlebetræk, og Farmor vævede gardiner – og engang noget pragtfuldt uldent stof, ternet i grønt og sort, som Mor syede kjoler af til Birgit og mig. Godt nok kradsede de. Men de var smukke, med blanke knapper og Farmors hæklede kraver.

Farmor broderede også. Motivet på den sorte kakkelovnsskærm: grønne bøgegrene, drømte hun sig en nat til, hvordan skulle se ud. Hun lærte os at strikke hestetømmer på en ”Strikkelise” med fire bøjler omkring et skaft med hul igennem.

Og at sy bolde med knaphulssting omkring et fast, fast garnnøgle.

Jeg fik lov at ”gi’ hønsene”. Det var et overvældende virvar at stå i hønsegården med alle de brune og gule kyllinger om benene. Jeg ”tog æg”,- sommetider for mange, når jeg kom ind i køkkenet med et af de porcelænsæg, der var lagt i reden hos en skrukhøne for at inspirere den.

I bryggerset stod Farmor ved et langt bord og lavede kranse til begravelser. Hun havde specielle nåle til at fæste havens brogede blomster til halmkransen med. Kransene blev usigelig smukke. Jeg husker især dem med georginer.

Jeg blev ofte sendt i byen med ”en lille mundssmaw”, blandt andet til Ane Sørensen, som talte umådelig højt og forskrækkende. Hun og Farmor havde været på Vallekilde sammen, har jeg siden opdaget. Og jeg hentede mælk i spand, vistnok nede hos Tholstrups på Ibsgården.

Jeg tørrede af, når vi vaskede op, og Farmor satte selv på plads.Viskestykkerne lå til tørre på bøgehækken uden for køkkenet. Ørentvistene måtte rystes ud.

Haven var umådelig stor. Var den ikke to tønder land? Og rummede alt, hvad øje, hjerte og mave kunne begære. Den dag i dag kan jeg i tankerne gå haven rundt og fortælle, hvad der voksede hvor: nellikerne langs vejen inden for buskene. DUFT! Lavendlerne nede ved kirsebærtræet. DUFT! Og sommerfugle af alle farver. ET VÆLD!

Stauder, roser, rabarber,kartofler, asparges (”aspasier”, som Farfar kaldte dem) i højbede, jordbær, ribs, solbær, hindbær, røde stikkelsbær og de gule, søde med hår på. Vibyerne spyttede skallen ud. Kan man det ?

Selv spiste jeg engang for mange. På en af de dage, hvor flaget var hejst midt på den runde græsplæne vest for huset og hele familien til stede. Jeg gjorde i bukserne, og min mor kom og bar mig med enden i vejret forbi alle onklerne, der stod på plænen og lo. Det har jeg aldrig tilgivet hende. Jeg har nok været tre år.

I kirsebærtræet hang et stort fugleskræmsel i Farfars gamle tøj. Vist til større skræk for mig end for fuglene, der nødig lettede. Heller ikke for Farmors kysen eller klokken, der med en snor var forbundet til verandaen, hvor vi sad.

Under træet stod lindelysthuset. Dér drak vi kaffe – med fløde i klatter nu og da, og med Farmors kringle til.Nybagt var den uden lige.

Husets sydgavl var dækket af vinranker. Der stod vi en aften i tordenvejr. Lynene flammede inde over Roskilde på den anden side af markerne. Slog ikke ned hos os. Vi gik til ro med ”Nu lukker sig mit øje” og sov til hanegal.

Farmor laver vin af stikkelsbærrene. Grejerne står oppe på loftet. Gådefulde! Og bistader har hun. Jeg er bange for bierne. Farmor må selv passe på. Hun er blevet stukket. I øjet! Og på tungen!. Nede ved bierne har hun sin ”balladehat” på og et net for ansigtet. Ser stor og fremmed ud med alt det uden på sit blå forklæde. Honningen er dejlig. På brødet til ved morgenmaden i køkkenet. Men Farfar siger : Honning OG smør på brødet – det er for meget!

I min erindring er det altid sommer i Farmors have. Lige undtagen dengang på Farfars fødselsdag den 1. april, da der var sne nok til en snehule til mange børn på én gang.

På Jakobsens mark på den anden side af vejen sker der mærkelige ting: en af hestene springer op på en anden!

Det ser farligt ud. De voksne tager det roligt: Hoppen skal bedækkes. Aldrig set før eller siden af mig.

Birgit og jeg går ned ad Sognevej. Telefonpælene synger. Hvem mon snakker med hvem? Vi plukker blomster i grøftekanten. Mange slags. En dag følges vi med Karen Margrethe fra Lyngby, kusine til Far, ned til Frederiksborgvej. Vi stiller os inde ved siden og venter. Nu kan vi høre soldaterne. Og dér er de! Karen Margrethe peger Johannes ud midt i delingen. Vi får et blink, idet han går forbi.

En anden dag går vi ad stien mod kirken forbi Rasmus Christoffersens hus, skomageren, der læret Far at spille

Violin. Op til skolen til faster Grethe og onkel Viggo. Jeg kommer med ind i en klasse og læser et par ord. Tænk, hun er kun fire år! Lærer Stefansens Gunvor skærer en træbåd til mig. Den sejler i et vandfad i skolegården. Hun er sød.

Jeg er blevet fem år og har fået fletninger. Farmor hjælper mig med at flette dem inde i soveværelset.

Hun står der i sin hvide natkjole. Over store bomuldsbukser med lodden vrang. Hun trækker til. Jeg giver mig. ”Vil du synge, så skal jeg sige av!” siger hun. Hvorfor? Det er da mig, det gør ondt på. Jeg kan ellers godt lide at høre Farmor synge. Hun holder mest af ”Jeg har båret lærkens vinge” og ”Ved solbjergs lag”(af Anton Nielsen, lærer på Vallekilde).

Var der noget, der hed skvalderkål i haven i Himmelev?Vi gæster kom jo og nød havens frugter og Farfars og Farmors gæstfrihed. MEN – 1 tønde land eller to tønder land - det har været et kæmpearbejde at holde den. De satte en ære i det, og de sled. Jeg troede jo, den have altid havde været der, for den var der, da jeg blev født. Men den var jo anlagt i 1919!

Fra 1928 tog vi ikke længere med toget til Himmelev. Far købte sin Studebaker i 1928, og vi kom i bil med blomsterglas! Fra egen have i Holte, der krævede sit. Da var Farfarn 69 og Farmor 58. Og i maj 28 blev Farfar under sit arnejde som sognefoged påkørt af en af de få biler på vejen. Han brækkede lårbenet og lå længe på sygehuset.

Han fik aldrig sin fulde førlighed igen. Farmor holdt for – og klarede det, indtil hun i 1935 måtte på hospitalet og opereres i underlivet. Det var vel kræft. Efter endnu et hospitalsophold i 1936 døde min kære Farmor den 4. september, 66 år gammel. Himmelev kirke var fuld, da Johanne Oline Hansen blev begravet. Birgit og jeg sad på alterskranken. Og græd.

To dage efter, den 7. september, kom lille søster Karen til verden på fru Berentzens klinik.Hun blev døbt Karen Oline for at hædre Farmors minde. Birgit og jeg kiggede på hinanden, da præsten sagde navnet. Hvad ville Karen synes om det? Min dejlige lillesøster har skullet affinde sig med det. Jeg holder nok lidt ekstra af Karen for det navns skyld.

Farfar kom til at bo – godt – hos Grethe og Viggo i Glim. Men han savnede Farmor og havde mistet lysten til at leve. Han døde 90 år gammel i 1951. Så gammel er jeg snart.

Farfar har to gange foræret mig penge, som jeg på det tidspunkt var glad for var mine egne, som jeg havde rådighed over. Den ene gang købte jeg Raunkjærs Leksikon. Det eneste, jeg har ejet. Det står let tilgængeligt. Jeg bruger det hver dag. Tak, Farfar! Tak, Farmor!

Kirsten. (1.1)