Hans og Oline

Hans og Oline

Om 'slægtsforum'

Dette forum har til formål at dele erindringer og fælles oplevelser med andre efterkommeren af Hans og Oline.

Hvad sang I som børn?

Laurits PeterPosted by Birgit (1.2) Sun, June 13, 2010 14:16:46

Hvad sang I som børn? Hvad synger I i dag?

Hvilke sange sang I, da I var børn og unge? Har nogle af dem fulgt jer hele livet? Har I formidlet dem videre til jeres børn, og dukker de op i erindringen i ældre år?. Er det Ingemanns morgen- og aftensange (Lysets engel går med glans,. Bliv hos os når dagen hælder) eller kommer de fra Højskolesangbogen - eller fra koret, du engang sang i?

eller måske fra en film I engang har set, eller cd’en I har spillet, til den ikke kunne mer?

Jeg tager sang- og syngeemnet op af to grunde. For det første fordi mange af sangene sandsynligvis er et fælleseje for de fleste av Hans og Olines efterkommere, i hvert fald de første generationer, og for det andet fordi de for mig selv har været et dyrebart eje, som jeg ikke har mistet trods udlændigheden.

Når jeg tænker på farmor Oline, nynner jeg næsten automatisk på ”Ved solbjergslag, når vinden ånder i køle drag". En lidt mærkelig ordbrug som jeg simpelthen godtog som barn, men stort set bare husker melodien til.

Når jeg tænker på min mormor, er det livshåbet i ”Sorte stær på grene”.

I kender sandsynligvis ikke nogen af dem. Men når vi kommer til far Laurits og mor Sigrid, myldrer sangene frem som på kommando. Hvor de kommer fra, ved jeg ikke helt. Men vi sang jo et væld af sange i vores barndomshjem og også under familiemiddagene i et af Hansenhjemmene. Det var måske mest fædrelandssange om danskernes usædvanlige kvaliteter, og diverse Åndelige sange,vi sang, men slet ikke bare. Der var masser af natursange med danske billeder af vår og sommer, høst og vinter, og Højskolesangbogen var en uudtømmelig kilde. Der er også det ved Højskolesangbogen at den fornyer sig selv med jævne mellemrum, så man ikke helt fortaber sig i fortiden. Nogle stryges, andre lægges til.

Nogle af os havde måske knapt kunne leve uden den. Men i vores ungdom sang vi også sjove sange av blandt andre Halfdan Rasmussen og Benny Andersen.

Jeg skal indrømme, at der var en tid da jeg, som ny nordmand, mer eller mindre glemte den danske sangskat. Men i de senere år har jeg vundet den tilbage, og nu kommer sangene på alle mulige og umulige tidspunkter og forstyrrer min – og andres ro. Jeg mærker jo også at jeg som barn eller ung slet ikke forstod alle teksterne. Nu er det blevet en opgave at læse dem om igen.

Nu lurer jeg på om det kunne være muligt at starte en lille indsamling af sange vi har været særlig optaget af, positivt eller negativt (det vil være fint at få kommentarer, f.eks i form av minder knyttet til de enkelte). Det vil utvivlsomt være interessant at sammenligne vores indtryk. Også i en flerkulturel tid som den vi lever i i dag, må det være en opgave at bevare lidt af det gamle. selv om vi må indrømme at noget af det er blevet for gammelt for os i dag.

”Henfarne slægter i landets marv sig ej fornægter, bevar din arv!” siger Johannes V. Jensen i Hvor smiler fager den danske kyst.