Hans og Oline

Hans og Oline

Om 'slægtsforum'

Dette forum har til formål at dele erindringer og fælles oplevelser med andre efterkommeren af Hans og Oline.

Mogens

ViggoPosted by Hans Henrik (4.3) Sat, November 26, 2011 17:38:55
Min kære (store)bror, Mogens, afgik ved døden den 26. oktober 2011, 80 år gammel. Da han var midt i halvfjerdserne, fik han konstateret kræft i prostata, en sygdom som i en årrække med godt resultat kunne holdes under kontrol ved hjælp af hormonal behandling. Men for et års tid siden blev det konstateret, at sygdommen nu også havde angrebet knoglerne - og at den trods diverse behandlingstiltag ikke længere kunne holdes i ave.
De sidste få dage tilbragte Mogens på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup, hvor familie og venner fik mulighed for at tage værdig afsked med ham.
Bisættelsen fandt sted den 1. november fra Ullerød Kirke ved Hillerød. Kirkerummet var smukt pyntet og fyldt med mennesker, og præsten talte smukt om Mogens' liv og levned. Efterfølgende var der sammenkomst i det tilstødende menighedshus, hvor Lars på famliens vegne holdt en fin mindetale om Mogens som familiefar.
Trods den sørgelige anledning, tror jeg de fleste oplevede dagen som en god og minderig begivenhed.

(Diverse avisomtale kan læses her).

Hos Farmor i Himmelev

Laurits PeterPosted by Karen (1.4) Fri, October 01, 2010 11:31:06

Hos Farmor i Himmelev

Kirstens bidrag til ”Hans og Oline”

I dag, i 2010, er jeg 86 år gammel. Da jeg var 17, i 1941, under krigen, kom jeg på Vallekilde højskole i tre sommermåneder maj - juli. Dengang vidste jeg ikke, at Farmor havde været elev dér i 1888, i Triers tid.

Sommeren på Vallekilde blev den eneste sammenhængende afbrydelse af hendes tilværelse som husmor, og for hende som for mig blev det ophold en livslang inspiration. Ind imellem tænker jeg på, hvordan Olines lange rejse gik til Stege med hestevogn – til hendes mors kusiner, som var gift og boede dér. Det sætter vores rejser verden rundt i perspektiv.

Hjemme fra Vallekilde hørte Oline, at Hans Hansen fra Veddelev stod i begreb med at købe hendes morfars fødegård

På Himmelev mark. Han var ungkarl, havde mistet sin forlovede, en gårdejerdatter fra Veddelev. Oline tilbød at blive husbestyrerinde for ham. Han takkede ja, og de to holdt bryllup året efter på Olines 19-års fødselsdag den 13. april 1889. Oline havde fundet sit virkefelt – som gårdmandskone i Himmelev sogn og aktiv deltager i livet dér, og inden længe som mor til i alt fem børn og bedstemor til 22 børnebørn. Gården kom til at hedde Munksøgård.

Farmor og Farfar stod i spidsen for initiativet til at oprette Roskilde højskole i 1907. Det var dem, der skrev til Thomas Bredsdorff, at hvis HAN ville være forstander dér, ville man oprette en højskole. Ellers ville man bygge et forsamlingshus. Han sagde ja og ledede højskolen til sin alt for tidlige død i 1922. Den eneste dato i Fars dagbøger, der er indrammet med sort.

Farmor var med til at plante kvindeegen på højskolens jord i 1915, da kvinderne fik stemmeret.

I 1918 købte Hans og Oline grund og byggede hus på Sognevej og overdrog Munksøgård til farbror Hans.

Da jeg var lille, elskede jeg at komme til Himmelev. I tog med damptoget fra Valby til Roskilde. Der var spytbakker i ventesalen på stationen. Kupébinduerne duggede. Jeg tegnede K på dem med fingrene. Om vinteren måtte isen smeltes med en mønt. På wc-et i toget kunne man se gennem kummen ned på sporene, der susede forbi.Birgit, årgang 25, og jeg, årgang 24, blev gode til at gå turen fra Roskilde ud til det røde hus.

Der var godt at være hos Farmor og Farfar. Og der var plads til os alle sammen. Hjerterum og husrum – og MAD.

Altid hønsekødsuppe med kødboller og melboller og masser af grønsager. Og omvendte kopper med kold ris og rosiner. Og bagefter høns i peberrod med kartofler.

Far og onklerne legede med et krystalapparat omkring bordet i den daglige stue. Opfangede radiosignaler. Det må have været i 26, for allerede da fik vi i Valby en krystalradio ind i stuen – med tagrenden som antenne og kakkelovnen som jordforbindelse. Koncerter hjemme – og nyheder fra langt borte! Et vidunder!

Over sofaen i hverdagsstuen hang billeder af bønder i folkedragter. Inspiration for væggen i mit spisekøkken den dag i dag. I den fine stue bagved var møblerne betrukket med rødt. Derinde duftede der anderledes: af nerier på stativ.

I køkkenet havde Farmor et stort komfur med ringe. Bag køkkenet spisekammer et par trin op og kælder ned. Dér blev mælken sat til tykmælk med tykt flødeskind. Og til at skumme af Farmor med en stor, flad ske, som hun håndterede med ubegribelig behændighed.

Over døren til køkkenet i hverdagsstuen hang et stort ur rundt, med træramme. Det tikkede med dyb røst,stabilt,

Med føjelige betoninger, alt efter hvilken melodi, jeg havde i hovedet.

Ved siden af døren var et skab med tykke, indbundne årgange af Hjemmet og Familiejournalen. Vi børn elskede Knold og Tot og Gyldenspjæt og Rasmine. Siden Skipper Skræk.

Når Far og Mor var ude at rejse, kom jeg til Himmelev og Birgit til Ravnholm til Moster Misse. Jeg kunne godt lide at have Farmor for mig selv. Ovenpå fyldte hendes store væv et helt rum. Jeg fik en lille væv, og Farmor hjalp mig med at sætte garn op. Jeg vævede bøjlebetræk, og Farmor vævede gardiner – og engang noget pragtfuldt uldent stof, ternet i grønt og sort, som Mor syede kjoler af til Birgit og mig. Godt nok kradsede de. Men de var smukke, med blanke knapper og Farmors hæklede kraver.

Farmor broderede også. Motivet på den sorte kakkelovnsskærm: grønne bøgegrene, drømte hun sig en nat til, hvordan skulle se ud. Hun lærte os at strikke hestetømmer på en ”Strikkelise” med fire bøjler omkring et skaft med hul igennem.

Og at sy bolde med knaphulssting omkring et fast, fast garnnøgle.

Jeg fik lov at ”gi’ hønsene”. Det var et overvældende virvar at stå i hønsegården med alle de brune og gule kyllinger om benene. Jeg ”tog æg”,- sommetider for mange, når jeg kom ind i køkkenet med et af de porcelænsæg, der var lagt i reden hos en skrukhøne for at inspirere den.

I bryggerset stod Farmor ved et langt bord og lavede kranse til begravelser. Hun havde specielle nåle til at fæste havens brogede blomster til halmkransen med. Kransene blev usigelig smukke. Jeg husker især dem med georginer.

Jeg blev ofte sendt i byen med ”en lille mundssmaw”, blandt andet til Ane Sørensen, som talte umådelig højt og forskrækkende. Hun og Farmor havde været på Vallekilde sammen, har jeg siden opdaget. Og jeg hentede mælk i spand, vistnok nede hos Tholstrups på Ibsgården.

Jeg tørrede af, når vi vaskede op, og Farmor satte selv på plads.Viskestykkerne lå til tørre på bøgehækken uden for køkkenet. Ørentvistene måtte rystes ud.

Haven var umådelig stor. Var den ikke to tønder land? Og rummede alt, hvad øje, hjerte og mave kunne begære. Den dag i dag kan jeg i tankerne gå haven rundt og fortælle, hvad der voksede hvor: nellikerne langs vejen inden for buskene. DUFT! Lavendlerne nede ved kirsebærtræet. DUFT! Og sommerfugle af alle farver. ET VÆLD!

Stauder, roser, rabarber,kartofler, asparges (”aspasier”, som Farfar kaldte dem) i højbede, jordbær, ribs, solbær, hindbær, røde stikkelsbær og de gule, søde med hår på. Vibyerne spyttede skallen ud. Kan man det ?

Selv spiste jeg engang for mange. På en af de dage, hvor flaget var hejst midt på den runde græsplæne vest for huset og hele familien til stede. Jeg gjorde i bukserne, og min mor kom og bar mig med enden i vejret forbi alle onklerne, der stod på plænen og lo. Det har jeg aldrig tilgivet hende. Jeg har nok været tre år.

I kirsebærtræet hang et stort fugleskræmsel i Farfars gamle tøj. Vist til større skræk for mig end for fuglene, der nødig lettede. Heller ikke for Farmors kysen eller klokken, der med en snor var forbundet til verandaen, hvor vi sad.

Under træet stod lindelysthuset. Dér drak vi kaffe – med fløde i klatter nu og da, og med Farmors kringle til.Nybagt var den uden lige.

Husets sydgavl var dækket af vinranker. Der stod vi en aften i tordenvejr. Lynene flammede inde over Roskilde på den anden side af markerne. Slog ikke ned hos os. Vi gik til ro med ”Nu lukker sig mit øje” og sov til hanegal.

Farmor laver vin af stikkelsbærrene. Grejerne står oppe på loftet. Gådefulde! Og bistader har hun. Jeg er bange for bierne. Farmor må selv passe på. Hun er blevet stukket. I øjet! Og på tungen!. Nede ved bierne har hun sin ”balladehat” på og et net for ansigtet. Ser stor og fremmed ud med alt det uden på sit blå forklæde. Honningen er dejlig. På brødet til ved morgenmaden i køkkenet. Men Farfar siger : Honning OG smør på brødet – det er for meget!

I min erindring er det altid sommer i Farmors have. Lige undtagen dengang på Farfars fødselsdag den 1. april, da der var sne nok til en snehule til mange børn på én gang.

På Jakobsens mark på den anden side af vejen sker der mærkelige ting: en af hestene springer op på en anden!

Det ser farligt ud. De voksne tager det roligt: Hoppen skal bedækkes. Aldrig set før eller siden af mig.

Birgit og jeg går ned ad Sognevej. Telefonpælene synger. Hvem mon snakker med hvem? Vi plukker blomster i grøftekanten. Mange slags. En dag følges vi med Karen Margrethe fra Lyngby, kusine til Far, ned til Frederiksborgvej. Vi stiller os inde ved siden og venter. Nu kan vi høre soldaterne. Og dér er de! Karen Margrethe peger Johannes ud midt i delingen. Vi får et blink, idet han går forbi.

En anden dag går vi ad stien mod kirken forbi Rasmus Christoffersens hus, skomageren, der læret Far at spille

Violin. Op til skolen til faster Grethe og onkel Viggo. Jeg kommer med ind i en klasse og læser et par ord. Tænk, hun er kun fire år! Lærer Stefansens Gunvor skærer en træbåd til mig. Den sejler i et vandfad i skolegården. Hun er sød.

Jeg er blevet fem år og har fået fletninger. Farmor hjælper mig med at flette dem inde i soveværelset.

Hun står der i sin hvide natkjole. Over store bomuldsbukser med lodden vrang. Hun trækker til. Jeg giver mig. ”Vil du synge, så skal jeg sige av!” siger hun. Hvorfor? Det er da mig, det gør ondt på. Jeg kan ellers godt lide at høre Farmor synge. Hun holder mest af ”Jeg har båret lærkens vinge” og ”Ved solbjergs lag”(af Anton Nielsen, lærer på Vallekilde).

Var der noget, der hed skvalderkål i haven i Himmelev?Vi gæster kom jo og nød havens frugter og Farfars og Farmors gæstfrihed. MEN – 1 tønde land eller to tønder land - det har været et kæmpearbejde at holde den. De satte en ære i det, og de sled. Jeg troede jo, den have altid havde været der, for den var der, da jeg blev født. Men den var jo anlagt i 1919!

Fra 1928 tog vi ikke længere med toget til Himmelev. Far købte sin Studebaker i 1928, og vi kom i bil med blomsterglas! Fra egen have i Holte, der krævede sit. Da var Farfarn 69 og Farmor 58. Og i maj 28 blev Farfar under sit arnejde som sognefoged påkørt af en af de få biler på vejen. Han brækkede lårbenet og lå længe på sygehuset.

Han fik aldrig sin fulde førlighed igen. Farmor holdt for – og klarede det, indtil hun i 1935 måtte på hospitalet og opereres i underlivet. Det var vel kræft. Efter endnu et hospitalsophold i 1936 døde min kære Farmor den 4. september, 66 år gammel. Himmelev kirke var fuld, da Johanne Oline Hansen blev begravet. Birgit og jeg sad på alterskranken. Og græd.

To dage efter, den 7. september, kom lille søster Karen til verden på fru Berentzens klinik.Hun blev døbt Karen Oline for at hædre Farmors minde. Birgit og jeg kiggede på hinanden, da præsten sagde navnet. Hvad ville Karen synes om det? Min dejlige lillesøster har skullet affinde sig med det. Jeg holder nok lidt ekstra af Karen for det navns skyld.

Farfar kom til at bo – godt – hos Grethe og Viggo i Glim. Men han savnede Farmor og havde mistet lysten til at leve. Han døde 90 år gammel i 1951. Så gammel er jeg snart.

Farfar har to gange foræret mig penge, som jeg på det tidspunkt var glad for var mine egne, som jeg havde rådighed over. Den ene gang købte jeg Raunkjærs Leksikon. Det eneste, jeg har ejet. Det står let tilgængeligt. Jeg bruger det hver dag. Tak, Farfar! Tak, Farmor!

Kirsten. (1.1)

Slægtstavler

Hans og OlinePosted by Mogens (4.2) Sun, September 26, 2010 09:47:30
Jeg har lavet slægtstavler for vore forældre, baseret på min farbror Laurits' efterladte papirer og billeder, som Hans Ejvind har sendt mig. De kan ses på linket nedenfor.

http://www.hansogoline.dk/stamtavler/

Ambassadørfrue i Prag

ViggoPosted by Mogens (4.2) Wed, September 22, 2010 17:09:39

Lisbeth Schrøder, der er datter af Agnete og Henry, er gift med Ole Moesby, der for et par år siden blev dansk ambassadør i Prag. De er meget gæstfri, og andre har for os berettet om oplevelsen ved at besøge sådan en ambassadørbolig. Og nu har Karen og jeg lige været dernede. Vi havde et meget fint og hyggeligt ophold hos de meget gæstfri værter. Agnete spurgte for et par år siden sit barnebarn, Christian, hvordan det "nye" hus var. Han svarede: "Mormor, det er ikke et hus, det er et palæ!" Og han har ret. Loftshøjden er over tre meter, og stueetagen rummer hall, bibliotek, salon, spisestue og køkkenregioner. Mellemetagen er kontorer, soveværelse, badeværelse, påklædningsværelse og gæsteværelser, og øverste etage er Christians, også med god plads, hvor hans venner fra den internationale skole godt kan li' at komme på besøg

Udover Prag var vi i weekend'en på tur til Kutna Hora, en gammel sølvmineby med en pragtfuld katedral og et noget bizart kapel, der er udsmykket med tusindvis af menneskekranier og ben, arrangeret som skulpturer, lysekrone og andet.

Og vi var i Theresienstadt eller Terezin, som det nu hedder, vores første besøg i en af fortidens KZ-lejre.

Nogle billeder kan ses her:

http://www.hansogoline.dk/Praha.htm

De viser residensen, Kutna Hora og Terezin.

En levnedsbeskrivelse

ViggoPosted by Mogens (4.2) Wed, July 07, 2010 21:59:44

Vores far var den næstsidste blandt fem søskende på et stort og veldrevet landbrug. Gården, Munksøgaard, lå på Himmelev Mark en fem kilometer nordøst for Roskilde, hvor nu Roskilde Universitetscenter ligger. Landbruget var på 60 tønder land og blev drevet traditionelt med korn, kvæg, heste og grise. Hans brødre, Laurits og Hans var født henholdsvis 10 og 8 år før ham, og hans søster, Karen, næsten 6 år før. Så han var den lille dreng, og han blev godt værnet om og forkælet af sin mor. De store drenge havde måttet dele værelser med gårdens karle, og derude i en af længerne var der frostgrader om vinteren. Der kom lille Viggo ikke ud. Da far var syv år, fik han lillesøsteren Margrethe, kaldet Grethe.

Far gik, som sine søskende, i skole i Himmelev, og han startede vistnok i anden klasse, så han har været en opvakt dreng. Han klarede sig godt i skolen, og som 11-årig kom han i Roskilde kommunale Mellem- og Realskole. Han tog realeksamen i 1917 med et meget flot resultat. I samtlige fag undtaget ét fik han topkarakter, 6, såvel i årskarakterer som eksamenskarakterer. I naturlære fik han til eksamen "kun" 5, hvilket han sidenhen altid så som en stor uretfærdighed!

På hans eksamensbevis lyder udtalelsen:

Viggo Hansen har i hele sin skoletid været en af de bedste og dygtigste elever. Hans evne til hurtigt og sikkert at opfatte og tilegne sig undervisningsstoffet, hans interesse for fagene og lyst til selvstændig læsning gør, at han forlader skolen med grundige kundskaber og de bedste betingelser for videre fremgang. Hans opførsel har været særdeles god.

Hans ældste bror, Laurits, havde uddannet sig som landbrugskandidat på Landbohøjskolen, og Hans havde valgt landbruget. Hans far, der var invalideret af et uheld med en hestevogn, overdrog på et tidspunkt gården til ham. Vores far ville gerne være landinspektør, inspireret af en slægtning med denne uddannelse, så i 1918 påbegyndte han studiet på Landbohøjskolen i København. I disse år fik han adskillige venner, der holdt sammen et helt liv. Det var Aage Mosbech, Søren Kjeldsen, Svend Nielsen og Stampe-Danielsen. Mosbech døde ung, men især Søren Kjeldsen kom far og mor en del sammen med, og vi børn husker ham og hans kone tydeligt. Ikke mindst, fordi Søren Kjeldsen, der havde haft børnelammelse, havde en lammet hånd.

Både som barn, og mens han læste, kom far og hans familie tit hos hans moster Margrethe og hendes mand Bøjle Knudsen, der var slotsgartner på slottet Sorgenfri. Far pralede undertiden med, at han som barn havde leget med prins Knud! Onkel Bøjle blev ret tidligt enkemand, og han var en hyppig gæst ved alle fars og hans søskendes familiesammenkomster. For os børn var han et særligt fænomen. Han elskede nemlig at holde svulstige bordtaler, så når han rejste sig og slog på glasset, væbnede vi os resigneret med tålmodighed.

Under studierne, vel i en ferie, var han på cykletur i Jylland, hvor der var besøg hos studievennernes forældre. Det var iøvrigt ikke første gang, at han cyklede i Jylland. Allerede som dreng, vel en tretten-fjorten år gammel, havde han været afsted, vistnok med en fætter, iført stortrøje med blanke knapper og med matroshue på hovedet.

I 1923 modtager far sit bestallingsbrev som landinspektør, "under vor kongelige hånd og segl", signeret Christian X og kontrasigneret af landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal. Hans første stilling var i Hillerød hos landinspektør Sørensen. Her er der bil til arbejdet, og far får kørekort i juli 1923. Ret snart gør han bekendtskab med Ellen Nemming, der er på kontor på avisen Nordsjællands Venstreblad. Fra den periode ser vi billeder af vores far, en charmerende ung mand med sans for smart tøj. Han bliver introduceret i familien, hos kommunelærer Henrik Nielsen og hans kone, Laura, på Holmegaardsvej 7 i Hillerød. Laura er hårdt plaget af en fremskreden kræftsygdom og dør i 1925, kun 58 år gammel. Vores mor, der måtte opgive gymnasiet på grund af sin mors sygdom, og som derefter har ydet meget i hjemmet, bliver gift med far i Frederiksborg Slotskirke den 28. april 1926. De flytter til en lejlighed i Aggersøgade på Østerbro. Denne gade har senere skiftet navn eller er blevet omlagt. Far bliver ansat som landinspektør i landbrugsministerets Matrikeldirektorat.

Her får de deres første barn. Under den sidste del af graviditeten er far udsendt til nogle opmålinger på Fanø, og han ser først sin førstefødte, da mor kort tid efter fødslen drager til Sønderho på Fanø. Her bliver den lille pige døbt, Ellen Agnete Viggo Hansen, senere kun kaldt Agnete. Viggo kommer lidt pudsigt ind, forældrene har vist en plan om at bruge efternavnet Viggo-Hansen. Sønderho præsten var noget modvillig, da en pige ikke kunne få et drengenavn, men mor og far fremdrog et fortilfælde, der overbeviste ham om lovligheden.

Snart efter flytter familien til en større lejlighed i Vanløse, på Jernbaneallé 81. I 1931 kommer der endnu et barn, Mogens Viggo Hansen, og familien ser sig om efter en grund, hvorpå der kan bygges. Valget falder på Østervej 28 i Glostrup, og her opfører murermester Niels Jensen et toetages hus med fuld kælder. Det står færdigt til indflytning i 1933. Far har i mellemtiden fået en stilling i Københavns kommune som landinspektør i Stadskonduktørens direktorat på Københavns rådhus. Så i resten af fars arbejdsliv begiver han sig dagligt til fods ned til Glostrup station og tager toget til Københavns hovedbanegård og vender hjem samme vej hen mod aften. Mange dage om sommeren kunne han dog godt lide at cykle turen, godt 11 km hver vej. Han tog af sted i god tid, for hans naturglæde medførte, at han trak cyklen ad stierne i Søndermarken. Han har også private kunder. En rådhusbetjent fra Københavns rådhus, Thomsen, er hans måleassistent, når han i fritiden supplerer den faste løn. Mange aftener går med beregningsarbejdet efter en opmåling. Til de lette opgaver er jeg hans assistent, så bliver der et lille honorar til mig også. Man havde jo ikke bil dengang, så både med Thomsen og mig foregår det på cykel med de rød-hvide stænger, mærkepæle af jernrør og mukkerten bundet til stangen og på bagagebæreren. I mappen er målebåndet, vinkelspejlet og loddet. Thomsen havde en høj, ældre cykel med såkaldt flyvepind på bagakslen. Den satte han den ene fod på, når han satte af og skulle op på sadlen. Vi syntes, det så noget oldnordisk ud.

Han deltager i Landinspektørforeningens årlige møder rundt omkring i landet, men et år er han så uheldig i Svendborg at få blindtarmsbetændelse og bliver opereret på sygehuset der. Der er også møder på nordisk plan, hvor mor og han sammen med vennerne fra Landbohøjskolen og deres koner rejser til bl.a. Sverige.

Om sommeren ta'r familien på sommerferie rundt om i landet. Nogle gange på cykel. Vi har været på kroophold både på Bromølle Kro og på Tisvilde Kro og været på Møn og på Samsø. Far elskede disse ture ud i naturen, og det var ham magtpåliggende at videregive denne glæde til sine børn. Han måtte dog gøre den erfaring, at det kan være vanskeligt at videregive følelser til mindre børn. Når vi cyklede afsted, med Mogens på stangen, kunne han stoppe op, sprede armene ud og opfordre os til dybe indåndinger, mens vi betragtede de smukke landskaber. Mor var mere nøgtern, og gjorde ofte ophævelser over modvind, som om det var fars skyld!

Arbejdsfordelingen i vores hjem var den traditionelle, hvor husmoderen tog sig af rengøring og madlavning, mens far passede udenomsfaciliteterne. Han holdt altid haven pænt, men var ikke lidenskabelig havemand. Der var frugttræer i haven, og æbler, pærer, blommer og kirsebær blev omhyggeligt høstet. Det var ham magtpåliggende, at æblerne blev opbevaret på behørig måde, og han så meget gerne, at de blev spist. Under krigsårene var dette ikke noget problem, da der som pålæg var brug for den sammenkogte marmelade, hvor også mirabellerne kom i brug. Han satte også i de tidligste år kartofler og grøntsager, men senere var der kun tale om en prydhave. De sure kirsebær passede han til de sidste år med omhu. Han stod for både plukningen og udsteningen. De sidste år i pensionisttiden vovede han sig lidt ind på mors gebet og varetog brygning af kaffen om morgenen. Men det skyldtes, at de på dette tidspunkt havde anskaffet en kaffemaskine, som han mente var så teknisk, at en kvinde ikke kunne bruge den korrekt!

Far var egentlig ikke partipolitisk engageret, men meget optaget af poliske spørgsmål. Under nogle strejker, mens han var ung, var han sammen med ligesindede strejkebrydere i havnen, har vi fået fortalt. Han var tidligt meget betænkelig ved nazisternes fremmarch i Tyskland under føreren, Adolf Hitler. Hans sympati lå helt klart i de vesteuropæiske demokratier. Da den anden verdenskrig nærmede sig, og Danmark nervøst

tilsluttede sig en Ikke-Angrebspagt med Tyskland, noterede han på sin kalender:

Forrædderen Scavenius underskriver Ikke-Angrebspagt med pagtbryderen Tyskland!

Besættelsen den 9.april 1940, hvor Danmark overgav sig næsten uden kamp, så han som en kujonagtig begivenhed, og der gik meget kort tid, før han havde kontakt med kredse, der mente, at danskerne skulle modarbejde den tyske besættelse. Vi børn fik et indtryk heraf, da en ukendt mand nogle gange kom op mod huset, og far gik ud og talte med ham uden at invitere ham ind. Senere var det helt klart for os, hvad der foregik, da medlemmer af hans modstandsgruppe, ofte i ly af mørket, kom hos os til en gang aften-"the", brygget på hyben, og dertil hørende hjemmebagt sigtebrød med marmelade kogt af havens æbler, pærer og blommer. Fars gruppe var en såkaldt ventegruppe, der skulle samle våben og forberede sig på partisankrig, når det tyske nederlag var nær. Men de unge, ivrige medlemmer af gruppen ville gøre mere, og der blev gennemført forskellige mindre aktioner, Ikke alle lige vellykkede. Hos en tyskerhåndlanger i nabolandsbyen Ejby ville de frarøve ham hans våben, men den pågældende trak resolut sin mor hen som skjold, da indgangsdøren blev åbnet og deres forehavende stod klart for ham! Ved en anden lejlighed var der givet grønt lys for en sabotageaktion mod en mindre maskinfabrik nær København, men forehavendet mislykkedes, og frihedskæmperne måtte sprede sig for alle vinde. En nåede frem til vores hus og berettede om den fejlslagne aktion. De havde måttet smide deres våben under flugten, og måske var nogle blevet taget. Far måtte hurtigt afsted til det sted, hvor den pågældende havde smidt sin pistol, fandt den, hvorefter gruppen gik i gang med at evakuere et våbenlager, gemt på en gård i nærheden. Efter denne hændelse, tror jeg det var, mente far at det var for risikabelt at være hjemme, så han boede en tid et andet sted i byen. Vi havde en aftale om, at vi skulle stille et lille dannebrogsflag i vinduet i et af værelserne ovenpå, når der var fri bane. Var flaget væk, havde Gestapo eller Hipo været der efter ham. Men faren drev over og han kunne igen flytte hjem.

Jeg nærede af en eller anden grund en meget stor interesse for flyvemaskiner, og cyklede ofte op til flyvepladsen i Værløse for at komme nær på de attråede maskiner.Også til Kastrup gik cykleturene engang imellem. Far var ikke tilfreds med min fraternisering med Luftwaffe, så da jeg brændende ønskede mig en bog om flytyper udgivet i Tyskland, måtte jeg bede min mor om at skaffe den. Engang nødlandede et tysk transportfly nogle få kilometer fra Glostrup, og vi børn cyklede hen for at se. En tysk vagtpost gav os lov til at komme ind i maskinen, men da jeg med begejstring berettede om det hjemme, høstede jeg ingen sympati fra far, der var skuffet over, at min natur var gået over optugtelsen.

Kort efter besættelsen i 1940 fik mor og far deres tredje barn, Hans Henrik Viggo Hansen. Han var til stor opmuntring for hele familien i den "mørke" tid. I tilgift til krigstiden med tiltagende mangel på mange, især importerede og luksusvarer, var vintrene de første år meget kolde, og husets centralvarmeanlæg kunne ikke længere bruges, da koks ikke var til rådighed. I stedet blev der opsat en kakkelovn i vores spisestue, og der blev mulighed for at lukke åbningen til den tilstødende dagligstue. Fyringen skete med tørv. Vores værelser ovenpå var iskolde om vinteren. Vi fandt på at varme nogle mursten på kakkelovnen, pakke dem ind i avispapir og lægge dem i fodenden af sengen en halv times tid, før vi skulle i seng! Senere fandt Agnete og jeg ud af, at Hans Henrik faktisk var bedre end en mursten. Så vi plagede om at måtte være den, som måtte have lillebror med i seng.

I 1944 blev en fabrik i Glostrup, der fabrikerede til den tyske våbenindustri, ødelagt af sabotører. Forinden havde min far en dag bedt mig om at cykle en tur ud til fabrikken. Han ville gerne vide, om der var hegn hele vejen rundt om, og hvordan det så ud. Man brugte alle kontakter i modstandskampen. Far havde også holdt øje med en mand, der deltog i tyskernes propagandaarbejde. Han boede i Glostrup, spadserede dagligt ned til stationen og kørte til København. Modstandsbevægelsen havde bestemt, at han var så farlig for deres indsats, at han skulle likvideres, så man havde brug for at kende hans vaner. En morgen blev han skudt ned på en villavej ikke langt fra, hvor vi boede.

I de sidste måneder af besættelsen havde vi en del våben, karabiner, der var nedkastet fra allierede fly liggende i vores kælder. Far havde åbenbart ubegrænset tillid til sine børn, da han ikke gjorde sig nogen anstrengelser for at holde det skjult for os. Ja, en dag gik han og jeg en tur op nord for byen, og bag en lille høj fik jeg lov til at affyre et skud med hans pistol. Jeg var knap 14 år!

Den 5. maj 1945 vrimlede vores hus og have med glade frihedskæmpere, og det viste sig, at en af dem, som vi havde kendt som Poul Olsen, var chef for modstandsbevægelsen i Glostrup og hed Gunnar Jensen. Især jeg var imponeret, han kom i kaptajnsuniform med flyvervinge på brystet, i åben vogn. Far blev ret hurtigt involveret i retsopgøret, hvor man i den første tid opsporede personer, der havde været i Hipo-korpset og lignende. De prøvede efter bedste evne at forsvinde i befolkningen, men de fleste blev taget. I den tid havde han en form for orlov fra sit arbejde, og det førte senere på året til, at landinspektørforeningen opfordrede ham til at påtage sig udrensning blandt foreningens medlemmer, der havde tjent penge på besættelsesmagten. Det arbejde påtog han sig, men efter en tid viste det sig, at det ikke var lige populært blandt alle medlemmerne. Jeg tror, at nogle fandt ham for nidkær, og det er sikkert, at han, ud fra hele sin holdning, fra besættelsens første dag har arbejdet målbevidst og omhyggeligt med sin opgave. Han kunne ikke gøre andet, med den idealisme, retlinethed og grundighed, der lå dybt i ham. Men utakken for hans indsats skuffede ham meget, og indvirkede på hans ellers stærke fysik.

I modstandsbevægelsen oplevede han i nogle år, hvordan alle, høj som lav, belæst såvel som håndens arbejder, kommunist såvel som borgerlig, virkede sammen i et ubrydeligt fællesskab, og det passede godt til hans politiske idealer. Det var en stor skuffelse for ham, at de "gamle" politikere snart var tilbage i landets ledelse, at de, der ikke havde taget kampen op, nu skulle bestemme igen. I det nationale parti, Dansk Samling, hvis leder, Arne Sørensen, havde været medlem af Frihedsrådet, og som i den første regering efter besættelsen blev minister uden portefølge, mente han at finde nogle af de idealer, han gik ind for. Han talte en enkelt gang ved et politisk møde i Glostrup, men Dansk Samling fik ikke nogen større betydning, og gled snart ud af dansk politik. Jeg tror heller ikke, at far følte sig særligt egnet til partipolitisk arbejde. Hans noget langsomme, velovervejede måde at tale på, var ikke specielt egnet til at begejstre mængden.

Under besættelsen udkom et illegalt blad ved navn Information. Det blev videreført efter befrielsen med de to dygtige og retlinede bladmænd Børge Outze og Erik Seidenfaden som redaktører og udgivere. Det var en avis, som far var meget på linje med, og som han holdt og trofast gennem årene støttede, også økonomisk. Et seriøst blad af den observans havde selvfølgelig hele tiden økonomiske vanskeligheder, og måtte appellere til de trofaste støtter for at overleve. At så avisen efter en længere årrække kom på andre hænder og blev ret venstredrejet, er en anden sag. Da sagde far resigneret farvel til en gammel kampfælle. En anden måde far viste sine holdninger var, at indmelde sig i det nyoprettede hjemmeværn, der rejste sig med modstandsbevægelsens folk som kernen. Han var i nogle år tilknyttet et luftværnsbatteri ved Københavns lufthavn.

Jeg gik i årene 1947 til 1950 på gymnasiet, og begyndte i flyvevåbnet sidst i 1950. I det sidste års tid inden da husker jeg mange lange fodture, blandt andet på det lukkede fæstningsterræn, som far havde adgang til. Jeg husker ikke nogen specielle emner fra vores ture, men vi snakkede rigtig godt sammen, på en anden måde end tidligere. Efter en del skuffelser med den politiske udvikling og med forholdene i Landinspektørforeningen blev far ramt af en sygdom med udtalt svimmelhed og mismod. Det viste sig, at han havde fået Meunières Sygdom, og han var i en periode indlagt på sygehus. Det var vist omkring 1950. Efter sin sygdom blev far tilrådet at tage noget rekreation, og det blev i de følgende år til adskillige vinterture til norske skihoteller. Mor deltog ikke i disse ture, men jeg var en vinter i begyndelsen af 50'erne sammen med ham på Austlid Fjellstue i Gausdal i en uge.

I sommeren efter studentereksamen kørte far, Hans Henrik og jeg på mandetur med cykel og telt i Sydsverige. Det blev starten på mange gode ferieture de kommende år. Noget særligt var, når far engang imellem lejede bil hos Tage Hansen i Glostrup. Det kunne mor, og selvfølgelig Hans Henrik og jeg selv, godt lide. Bilen var godt nok en noget bedaget førkrigsmodel, men det betød intet. Far var romantiker, og han talte engang meget om de blomstrende frugttræer på en ø i en af de svenske søer, Sirkøen, de skulle opleves. Bilen blev lejet, men sneen lå stadig på øen, så vi måtte nøjes med andre syn og nogle kolde frokoster i det tidlige svenske forår.

Den 28. april 1951 fejrede mor og far deres sølvbryllup på restaurant Byparken i Glostrup. Et par måneder efter rejste jeg til USA til flyveruddannelse, og den varede til juni 1951. Da jeg kom hjem, genoptog vi fortidens sommerferieophold med et genbesøg på Tisvilde Kro, men forplejningen var ikke helt på højde med det, der foresvævede os fra tiden før krigen. Som børn plagede vi far om at få egen bil, og jeg husker, at han engang lovede, at det skete, når hans årsgage passerede 10000 kr. Det var ganske vist i 30'erne, men det var sønnen, der først havde råd til den luksus. Så vi havde fra omkring 1953 og en del år fremover nogle fine udenlandsture, først i Norge og Sverige, og siden sydpå. Agnete var jo blevet gift med Henry i 1950, så det muliggjorde firemandsture i Rekord'en og senere Simca'en med telt. Mor var jo ikke lige typen på en campist, så hun blev altid indlogeret på et billigt hotel, ja, efter hendes mening ofte lidt for billigt. Når det var sket, kørte vi tre ud i omegnen og fandt et passende sted, hvor det lille hvide spidstelt kunne stilles op.Campingpladser søgte vi ikke. Det skulle være i den vilde natur! Morgentoilettet kunne så passende ordnes på mors værelse, når vi hentede hende.

Men som årene gik, måtte mor og far se sig om efter andre rejsekammerater. I 1962 var de sammen med Søster og Henry Petersen på en lang ferietur gennem Norge helt op i de nordligste egne, og før denne tur havde de været sammen i Schweitz og Norditalien, hvor jeg også var med nogle dage. I 1957 havde de selv anskaffet bil, en Fiat, og begyndte en lang årrækkes ferieture i Europa, blandt andet i Italien, Spanien og Portugal. Far blev pensioneret i 1968, hvorefter de ofte om sommeren var afsted i adskillige uger. Far så meget frem til sit pensionistliv, og det ærgrede ham, at man nogle år før satte pensionsalderen op fra 65 til 67 år. Han sagde, at han i de sidste år agtede at arbejde præcis så meget, at den samlede arbejdsmængde ikke oversteg, hvad han kunne have nået, indtil han blev 65! Hvad angik rejserne, drog de også mange gange afsted til fjernere rejsemål på rejser, arrangeret af kommunen eller forskellige rejsebureau'er. De var blandt andet i Jugoslavien på Adriaterhavskysten og i Israel. I 1976 fejrede mor og far deres guldbryllup med en stor middag og efterfølgende dans på restaurant Orchidéterrassen i Rødovrecentret.

Mors helbred og gode humør begyndte at svigte et år eller to efter, at hun i 1983 havde fejret sin 80 års fødselsdag. Senere har vi indset, at hun blev ramt af en depression, men der blev ikke taget hånd om situationen, måske fordi de nye antidepressive midler først omkring disse år blev kendt. De var klar over, at det var tid at forlade egen bolig og skaffe forhold med bedre pleje. Det viste sig ret hurtigt muligt at flytte ind på plejehjemmet Stenager i Glostrup, hvor de kunne få to værelser med dør imellem. Mor fik det i 1987 dårligere, og i nogle uger op til deres indflytning på Stenager, var hun på aflastningsophold, da far havde svært ved at klare det hele. Få dage før de skulle flytte, døde hun pludseligt, siddende i en stol. Far fastholdt ønsket om at bo på Stenager, og kom til at være der i seks år. I den første tid var han helt selvhjulpen, gik og cyklede sine ture, og han ønskede ikke at deltage i hjemmets fællesspisning, men fik sin mad på værelset. i 1988 imponerede han os alle ved at gennemføre en rejse, som han havde drømt om, men som mor ikke havde været klar til, en sørejse med Hurtigruten langs Norges kyst op til Nordkap. Han tog toget op til Bergen, hvor han gik ombord på skibet. Hjemrejsen gik samme vej over Bergen, Oslo og Gøteborg tilbage til København.

Senere fik han gangproblemer, og de sidste år sad han i sin stol og læste avis, blundede og så fjernsyn. Da han den 16. januar 1991 fyldte 90 år, blev der afholdt middag på Park Hotel for hans børn og svigerbørn, dog uden fødselaren. Det var hans udtrykkelige ønske, at det skulle være på den måde. Om eftermiddagen havde han inviteret til eftermiddagskaffe på Stenager, og han var en ganske god og hyggelig vært den eftermiddag for os fra middagen og enkelte andre, herunder hans søster Grethe og hendes søn Erling. Der kom også et par repræsentanter fra hans gamle arbejdsplads på Københavns Rådhus for at bringe en lykønskning.

I de allersidste par år var far tydeligvis mæt af dage. Han havde ikke meget lyst til at høre om alle sine børnebørn og deres afkom ej heller til mad, men foretrak friske dadler, når de kunne skaffes, og mørk chokolade. Den sidste tid var han sengeliggende, og han døde udramatisk den 9. september 1993. Agnete og Simon var hos ham.

Mor og far kunne godt engang imellem strides, for de så ikke helt ens på hjemmets økonomiske side, og hun syntes også, at han de seneste år undertiden spillede lid for meget "gammel mand". Mor var let i sindet, mente, at penge var til for at blive brugt og gjorde til tider ophævelser over fars, efter hendes mening, lidt for påholdende adfærd. Men da mor gennem sin involvering under besættelsen i forskelligt frivilligt arbejde kom til at lede husmoderafløsningen i Glostrup og tjente egne penge, lettede det på kontroverserne. De kunne dog fortsat "låne" cigaretter af hinanden! Også jeg kunne brokke mig, som da far engang ved skolesommerferiens begyndelse mente, at når der var ferie, skulle der ikke udbetales lommepenge, for så deltog man jo i de fælles aktiviteter. Far kunne godt være påståelig, han tog ikke fejl. Det førte til mange debatter ved middagsbordet mellem ham og Agnete, der vist har arvet lidt af hans rethaveriske adfærd. Et af højdepunkterne i debatterne var, da de diskuterede, hvorvidt borgen Spøttrup var en borg eller en ruin, og far spillede en trumf ud og erklærede, at når der var billetsalg ved indkørslen og ikke i bygningsværket, var det en ruin!

Vi børn må om mor og far sige, at de skabte et frit og trygt liv for os. Og de anskueliggjorde for deres børn ved egen adfærd, at flid, retlinethed og respekt for andre er gode egenskaber. På den måde lever de videre, forhåbentlig gennem adskillige generationer.

Tulstrup, den 9. februar 2010

Mogens

Jeg anmodede kort efter Agnete og Hans Henrik om at korrigere eventuelle fejl og mangler i min hukommelse. Hans Henrik skriver på denne baggrund:

Halvtredserne:

Ud vil jeg, ud!

Efter krigen gik der nogle år, før familien Hansen for alvor genvandt modet til at 'se verden'. Fra sen-fyrrerne kniber det for mit vedkommende med tydelige ferieminder - jeg kan dog ret klart huske, at jeg en sommer cyklede med Mogens til Solrød Strand, hvor familien i et antal dage havde fået lov at bo i Faster Karens og Onkel Vilhelms (luksus-)sommerhus på Maagevej.

I sommeren 1950 var far, Mogens og jeg på cykeltur i Skåne og Småland, hvor vi gennem en halv snes dage cyklede fra sted til sted, overnattede i det lille, hvide telt og fik set en masse (syntes i hvert tilfælde jeg).

I 1951 var Mogens i USA, så Henry 'overtog hans plads' på årets telt-/cykeltur, der fandt sted i Jylland.

Som det fremgår, kom mor ikke så meget på sommerferie i de år - og det var naturligvis ikke 'langtidsholdbart', så i 1952 blev Mogens hjemkomst fra USA fejret med en, efter datidens forhold (og set fra mit ståsted) ret luksuøs, kroferie på Tisvilde Kro.

I 1953 var far, mor og jeg af sted på en meget fin (sikkert også ret kostbar) rundrejse i det sydlige Norge. Mor var meget lidt søstærk, så frem- og tilbagerejsen måtte ske med tog mellem København og Oslo. Turen var med assistance fra Norsk Turistbureau planlagt ret detaljeret - jeg kan således huske en lejlighed, hvor vi stod på en rutebil et stykke nord for Bergen og til vor overraskelse fandt tre sæder (i siden med bedste udsigt, förstås!) reserveret til familien Hansen! Faktisk noget af en bedrift i en tidsalder, hvor kommunikation af den art stort set udelukkende var papirbaseret!

I vinteren 1954 inviterede far mig på to ugers skiferie på Austlid Fjellstue - det var i januar, så der skulle forinden forhandles med skoleinspektøren om fritagelse for undervisning. Det blev en herlig skiferie, selvom aldersforskellen nu og da kunne afstedkomme mindre skærmydsler vedr. 'sportsligt ambitionsniveau' (løjpevalg, turlængde mv).

De efterfølgende års ferierejser - som hovedregel i Mogens bil - har Mogens allerede omtalt.

Provst Nedermark:

I 1954 blev jeg konfirmeret hos provst Nedermark, der på det tidspunkt stærkt mærket af fremskreden kræft; han døde ikke ret længe efter. Dette gav anledning til en strid i sognet, som far og mor blev en del involveret i: Provsten havde gennem længere tid haft et dårligt samarbejde med kapellanen, pastor Langberg, og splittelsen havde øjensynligt også delt menighedsrådet i to fløje. 'Fejden' blussede op, da provstens gravsted skulle prydes med en passende (stor) sten, hvilket menighedsrådets flertal med diverse tiltag søgte at bremse. I kølvandet fulgte bla. et injuriesøgsmål (anlagt af menighedsrådet) med tilhørende retssag - begivenheder som vore forældre var stærkt engagerede i; faktisk kom det så vidt, at far måtte affinde sig med at blive 'retledet' af Kirkeministeriets departementschef, August Roesen! Jeg husker ikke de nøjere detaljer - jeg tror, at 'gruppen' havde haft et (mindre vellykket?) møde med kirkeminister Bodil Koch, og at man herefter havde beluttet sig til noget, der i departementschefens øjne udgjorde selvtægt!

Summa summarum: Gravstenen - med bronzerelief - blev rejst, og 'sagen' døde langsomt ud (såvidt jeg da husker).

'Provstinden', Carla Louise Nedermark - en dame af absolut bedste selskab (og måske ikke helt uden forbindelse til intrigerne?) - bevarede livet ud forbindelsen til vore forældre.

Privatbilist:

I 1957 måtte far bøje sig for omgivelsernes pres og anskaffe egen bil (nok alligevel ikke modstræbende endda!?). Jeg var med i slutfasen, hvor 'typevalget' var indsnævret til to kandidater.

Første mulighed var en Simca Aronde, af samme slags som Mogens på det tidspunkt var den lykkelige ejer af. Den blev fravalgt - sikkert med god grund: Gearkassen havde den 'skavank', at 2. gear var svært at 'finde', specielt når der skulle 'skiftes ned fra 3. gear', og dét var far næppe nogensinde blevet ferm til(?).

Derefter faldt valget på en (tofarvet!) Fiat 1100 - og det var åbenbart kærlighed ved første blik, for far og mor holdt sig efterfølgende uden tøven til Fiat-biler!

Mor bag rattet:

Da nu familien havde fået bil, skulle mor naturligvis også kunne køre den! De væsentligste af forberedelserne hertil skete, mens jeg var i USA, så dem blev jeg orienteret om pr. brev. Men så vidt jeg husker, var det ikke helt nemt at erhverve kørekortet - en del timer plus et skift af kørelærer måtte der vist blandt andet til.

Ikke des mindre blev mor såmænd en rimeligt habil chauffør - hvilket dog ikke forhindrede, at de begge, livet ud, vogtede ret nøje over 'modpartens' kørselsadfærd!

Også mht. bilerne skulle der være rene linier: På et tidspunkt mente mor, at det blev for anstrengende at cykle til og fra møntvaskeriet, så hun ville gerne bruge bilen; det var så også OK - dog måtte hun erlægge 10 øre pr. 'privat kørt' km!

Gevinst!:

I midten af 1970erne var mor (og far) så heldige at vinde hovedgevinsten på en 'præmieobligation', kr. 250.000, hvoraf 15% skulle betales som 'gevinstskat'. Når jeg skriver 'mor (og far)', hænger det sammen med, at obligationen vist oprindeligt var købt af far, som dog på et tidspunkt tabte håbet om gevinst, hvorefter mor købte den. Dette forhindrede dog ikke far i omhyggeligt at tjekke trækningslisterne - og godt det samme!

Præmiesummen var efter datidens prisniveau anselig, fx. kostede den (Fiat) bil, de efterfølgende anskaffede, vist ca. kr. 40.000.

På gevinsttidspunktet sad de efterhånden i rimeligt gode kår - så de indstiftede en tradition for, at hvert af børnene årligt blev betænkt med kr. 8.000, hvilket var rart for de 'nødlidende' efterkommere m/familier!

Hvad sang I som børn?

Laurits PeterPosted by Birgit (1.2) Sun, June 13, 2010 14:16:46

Hvad sang I som børn? Hvad synger I i dag?

Hvilke sange sang I, da I var børn og unge? Har nogle af dem fulgt jer hele livet? Har I formidlet dem videre til jeres børn, og dukker de op i erindringen i ældre år?. Er det Ingemanns morgen- og aftensange (Lysets engel går med glans,. Bliv hos os når dagen hælder) eller kommer de fra Højskolesangbogen - eller fra koret, du engang sang i?

eller måske fra en film I engang har set, eller cd’en I har spillet, til den ikke kunne mer?

Jeg tager sang- og syngeemnet op af to grunde. For det første fordi mange af sangene sandsynligvis er et fælleseje for de fleste av Hans og Olines efterkommere, i hvert fald de første generationer, og for det andet fordi de for mig selv har været et dyrebart eje, som jeg ikke har mistet trods udlændigheden.

Når jeg tænker på farmor Oline, nynner jeg næsten automatisk på ”Ved solbjergslag, når vinden ånder i køle drag". En lidt mærkelig ordbrug som jeg simpelthen godtog som barn, men stort set bare husker melodien til.

Når jeg tænker på min mormor, er det livshåbet i ”Sorte stær på grene”.

I kender sandsynligvis ikke nogen af dem. Men når vi kommer til far Laurits og mor Sigrid, myldrer sangene frem som på kommando. Hvor de kommer fra, ved jeg ikke helt. Men vi sang jo et væld af sange i vores barndomshjem og også under familiemiddagene i et af Hansenhjemmene. Det var måske mest fædrelandssange om danskernes usædvanlige kvaliteter, og diverse Åndelige sange,vi sang, men slet ikke bare. Der var masser af natursange med danske billeder af vår og sommer, høst og vinter, og Højskolesangbogen var en uudtømmelig kilde. Der er også det ved Højskolesangbogen at den fornyer sig selv med jævne mellemrum, så man ikke helt fortaber sig i fortiden. Nogle stryges, andre lægges til.

Nogle af os havde måske knapt kunne leve uden den. Men i vores ungdom sang vi også sjove sange av blandt andre Halfdan Rasmussen og Benny Andersen.

Jeg skal indrømme, at der var en tid da jeg, som ny nordmand, mer eller mindre glemte den danske sangskat. Men i de senere år har jeg vundet den tilbage, og nu kommer sangene på alle mulige og umulige tidspunkter og forstyrrer min – og andres ro. Jeg mærker jo også at jeg som barn eller ung slet ikke forstod alle teksterne. Nu er det blevet en opgave at læse dem om igen.

Nu lurer jeg på om det kunne være muligt at starte en lille indsamling af sange vi har været særlig optaget af, positivt eller negativt (det vil være fint at få kommentarer, f.eks i form av minder knyttet til de enkelte). Det vil utvivlsomt være interessant at sammenligne vores indtryk. Også i en flerkulturel tid som den vi lever i i dag, må det være en opgave at bevare lidt af det gamle. selv om vi må indrømme at noget af det er blevet for gammelt for os i dag.

”Henfarne slægter i landets marv sig ej fornægter, bevar din arv!” siger Johannes V. Jensen i Hvor smiler fager den danske kyst.

En cykletur

ViggoPosted by Mogens (4.2) Tue, June 01, 2010 21:23:23

Viggos cykletur i 1915

Jeg har blandt billeder fra min mor og far også haft en lille notesbog liggende, uden at kigge nærmere i den. Det viser sig, at far har brugt den til at skrive dagbog i under en cykletur i Jylland i juli 1915, da han var 14 år gammel. Han og Jørgen, som vist var hans fætter, tog en rundtur, hvor de efter alt at dømme indlogerede sig hos venner og bekendte af forældrene og sikkert tjenestepiger, der havde tjent på Munksøgård. Oline har vist gjort detaljerede forberedelser, inden hun har sendt den unge Viggo afsted. Her ses notesbogen, og et eksempel på Viggos ret detaljerede optegnelser.

Turen startede den 11. juli med toget fra Roskilde til Korsør. Her gik de ombord i færgen Christian den IX, og togturen fortsatte fra Nyborg til Strib, hvor det var færgen Kronprinsesse Louise, der sørgede for den sidste del af tog- og færgerejsen. Drengene kiggede lidt på fæstningsbyen og fortsatte så til Tolstrup lidt uden for byen, hvor de fik "mad, kaffe og nattelogi". Således fortsætter de fra sted til sted, fra familie til familie, hvis tilknytning til drengene og deres forældre ikke fremgår af dagbogen. Turen varede til den 28. juli, hvor de atter med tog og færge rejste fra Fredericia tilbage til Roskilde.

Jeg har blandt billederne fundet et, der viser sig at være fra cykleturen. Efter en overnatning hos Therkelsen i Yding står der om den videre tur

"... Himmelbjerget, og vi gik op på det højeste punkt og derefter oppe i tårnet hvor vi nu ikke kunne se stort andet end nede fra. Derefter spiste vi mad og blev fotograferet med Tscherning og tårnet til baggrund".

Hvem de to andre personer er, siger notatet ikke noget om. "Kl. 120 sejlede Jørgen og jeg fra Himmelbjerget i øsende regnvejr. Det blev dog bedre da vi kom til Silkeborg. Det var en dejlig sejltur gennem Julsø, Gudenåen og Borresø med Paradisøerne. Vi kunne se Stovbjerg og Sindbjerg." Viggos sans for naturen går langt tilbage!

"Mandag den 19. sov vi til kl. 8 1/2, så kom gartner Andersen og holdt en vældig tale for os. Han var en meget gemytlig mand.Til middag fik vi lammesteg med agurkesalat og rabarbergrød. Efter vi havde fået kaffe kørte vi ud til Tebbestrup men Gyde var ikke hjemme så det fik vi jo ikke noget ud af. ... og kørte ad Viborg til ved 3 1/2 tiden. Det var en dejlig køretur, men det var desværre modvind. Man havde sammesteds en vidunderlig udsigt over enge, dale og byer. Kl. 7 kom vi til Viborg og gik hen til Gjeddebæks hus. Gjeddebæks var borte, men Helga var der, og hun førte os over til Maries hjem, hvor vi så spiste til aften. Efter måltidet gik Jørgen og jeg på Borgvold og hørte konsert og så det overordentligt smukke anlæg og Erik Ejegodstenen. KL 10 gik vi til Svennesens og fik sodavand og derefter gik Svennesen, Marie, Helga, Jørgen og jeg over i Gydebæks hus hvor der blev redt senge til os i soveværelset. Det var rigtig nok et fint værelse Svennesen var også en gemytlig mand. Vi kom i seng kl. 11 1/2."

Næste dag: "... fik vi kaffe og cyklede så ad Herning til, men da vi kom ud af byen begyndte det at regne igen og det blev det ved. Så kom vi i tanke om at det var bedre at køre med toget til Tarm eller Varde og cyklede derfor til Frederiks, men der gik ikke tog til Herning før kl. 9 1/4 og vi kom kl. 7. Så kørte vi ud til to mindre gårde og der så begge steder og i det hele taget de øvrige gårde så uhyggeligt ud, så vi var næsten glade for at de ikke så godt havde plads til os. Så cyklede vi tilbage til hotellet og fik et værelse med dobbeltseng..."

Næste dag tager de med toget fra Herning til Varde. "Kl. 5 kom vi ud til Mads Christensen. Bodil var ikke hjemme, men vi blev godt modtaget og fik dejlig steg og jordbær. Derefter gik vi rundt i marken sammen med Martin og så på den. Sæden og roerne stod godt..." Man er vel en bondesøn med øje for væksterne!

Søndag den 25.: "... Kl.5 cyklede vi fra Fåborg over Bramminge til Farup, men der var ingen der kendte Kristian Hansen "Wosnok" så måtte vi 1 mil syd for Ribe til Sdr. Farup. Der fandt vi også huset og gik derhen. Vi traf en pige og hun førte os over til hans forældre, som ejede kroen. De kendte ikke rigtig Laurits men sagde, at vi skulle nok få mad og nattely alligevel, så vi fik et fad smørrebrød og mælk. Kl.11 kom Hansens kone hjem og hun kendte Laurits. ..."

På den tid var Sønderjylland tysk, så "...Kl. 5 cyklede vi til Kolding og kom forbi grænsen ved Foldingbro. Vi så lidt på de danske og tyske vagter... "

På turens sidste dag: "...gik vi ombord i Koldinghus og lidt efter sejlede vi ud gennem Kolding Fjord. Vi kunne se hele sanatoriets facade. Det var en dejlig tur gennem Kolding Fjord og Lillebælt til Middelfart. Der så vi os lidt om medens damperen holdt. Vi sejlede videre forbi Strib til Fredericia. Der måtte vi vente fra kl. 2 1/2 til 6. De 3 1/2 time var meget lange..."

Her slutter beretningen, men vi må formode at de sent om aftenen blev kærligt modtaget på Roskilde station.

Der er i notesbogen lidt regnskab hvoraf fremgår, at der var 30 kr til rådighed til turen. Togrejsen er sat til kr. 6.60 og ellers er de største udgifter en cykelreparation til kr. 3 og en togbillet fra Herning til Varde også til kr. 3. Efter turen var der 3 kr tilbage.

Sådan kunne man i 1915 rejse billigt med god mad og indkvartering, når bare ens mor havde et godt netværk...

Mogens

Ferieminder

Kirsten MargrethePosted by Hans Henrik (4.3) Wed, March 17, 2010 23:51:31
Der skulle jo helst lidt kød på denne side, så jeg vil lægge for med denne mini-beretning; det beskrevne ligger 50 - 65 år tilbage i tiden, så der kan meget nemt være detaljer, jeg husker/udlægger forkert, men jeg har prøvet at skildre begivenhederne/oplevelserne så nøjagtigt, som jeg formår:

I min barndom tilbragte jeg undertiden nogle dage som 'feriebarn' hos faster Grethe og onkel Viggo på Centralskolen i Glim. Jeg må have været ret lille, da jeg først kom der, for jeg husker, at jeg ved en lejlighed blev afhentet af faster Grethe på Roskilde station - og at transporten til Glim skete i en lille éthjulet cykelanhænger. Årsagen til, at jeg husker dette ret tydeligt, er sikkert, at anhængeren 'kæntrede' ret tidligt på turen - formentligt i et sving(?) Det var en ubehagelig oplevelse, som forskrækkede mig noget.

Det var spændende at være på Centralskolen - der boede jo mine store fætre, hvorom jeg bla. mindes, at Erling håndterede hjemmets flygel med noget større virtuositet, end jeg var vant til fra det hjemlige 'opretstående'. I 1945 kom Tove ('dukken' - normalt udtalt 'dåtten') til, hvilket var spændende for mig, som jo ikke var vant til at 'omgås' spædbørn.

I forbindelse med boligens køkken var der et separat fadebur, som man kom ind i via en almindelig dør - det rum var jeg ret optaget af. Faster Grethe berettede engang, at jeg på et tidspunkt var forsvundet ind i spisekammeret, hvor jeg lukkede døren og tilbragte nogle minutter. Da jeg atter kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvad jeg i grunden havde lavet derinde, hvortil jeg oplyste, at jeg 'lige havde været inde og tale med min mor'!

Nede ved boldbanen lå skolens vandværk i et lille rødt murstenshus. Jeg kom aldrig ind i selve huset, men jeg var meget optaget af at kigge ind ad vinduet i døren, for derfra kunne al 'teknikken' besigtiges. Spændende - og noget 'uhyggeligt' - var det, når hydrofortrykket var blevet så lavt, at pumpen sprang i gang med et lydeligt 'klunk'. Det var faktisk så urovækkende, at jeg kun nødigt gik derned alene! Når der ikke var noget vandforbrug, stod pumpen selvsagt stille, så det kunne blive nødvendigt at begive sig op til huset, skylle ud i toilettet - og spæne tilbage for at være på plads, når pumpen atter sprang i gang!

Jeg husker, at familien ved en lejlighed var samlet omkring aftensmaden - farfar (som boede hos familien) var der naturligvis også. Efter bordbønnen faldt talen på disse nymodens jetmotorer ('jæt...'), og konsensus var vist, at fremdriften beroede på, at udstødsluften 'trykkede på luften bagved'! Da Mogens jo interesserede sig ganske meget for flyvemaskiner, havde han naturligvis orienteret mig lidt om sagerne - en viden, som jeg selvsagt gerne ville videreformidle. Jeg gav derfor en kort orientering om, at det for det første retteligt hed en 'reaktionsmotor', dernæst at den IKKE gav fremdrift ved at 'trykke på luften bagved', og endelig fulgte jeg op med en kort gennemgang af de termodynamiske processer i motoren!
Selvsagt havde jeg forventet at høste passende anerkendelse for min oplysningsvirksomhed - så det kom som noget af et chok for mig, da min forklaring blev mødt med højlydt munterhed bordet rundt (og ingen 'substantielle' kommentarer)!

Glim-familien var - i modsætning til min familie - de lykkelige ejere af 'et automobil', hvilket jeg var stærkt optaget af. Der blev vist ikke kørt så voldsomt meget i den, men om søndagen virkede onkel Viggo regelmæssigt som kordegn i sognets kirker, og når det foregik i Rorup (som lå nogle km væk), var jeg fast passager - (især) tiltrukket af bilturen hen og tilbage.

Sidste gang jeg 'ferierede' i Glim var i påsken 1957. Jeg var på det tidspunkt blevet medlem af svæveflyveklubben i Havdrup, hvor jeg gerne ville tilbringe en del af påsken. Far og mor skulle 'et eller andet', så det var praktisk, om jeg kunne bo i Glim påsken over. En af de første dage blev det i klubben hurtigt klart, at vejret var uegnet til flyvning, så i klubhuset opstod der stemning for alternativt at drikke noget (påske)øl! Det fortsatte de (vi) tilstedeværende så med dagen ud - så da jeg skulle cykle tilbage til Glim, havde jeg angiveligt noget besvær med at holde mig på vejbanen! Efterhånden stabiliserede tingene sig dog, og jeg ankom til Centralskolen uden væsentlige problemer (såvidt jeg husker). Faster Grethe var i køkkenet, hvor vi vekslede et par ord; hun oplyste herunder, at aftensmaden var på trapperne, så jeg tilkendegav, at jeg lige ville gå en tur op på mit værelse mhp. at 'freshen up for dinner'. Næste morgen vågnede jeg - øjensynligt uden indtagelse af 'dinner' aftenen før: Jeg har utvivlsomt fået øje på sengen, og følt mig overvældende stærkt fristet til blunde 'et par sekunder'. Næste morgen meddelte faster Grethe blot, at familien efter helhjertede - men forgæves - forsøg på opvækning omsider havde givet op! Der forekom dog ikke så meget som ringeste antydning af afstandtagen fra mit helt øjensynlige skørlevned! smiley

Next »